DLA Group’s internationale aktiviteter
DLA Group har aktiviteter på en række internationale markeder, dels gennem medlemsvirksomhedernes detail-aktiviteter, og dels via egne virksomheder, der understøtter DLA Group’s værdikæde og dermed styrker gruppens markedsposition lokalt som regionalt.
Gruppen har endvidere en række strategiske samarbejder med grovvareudbydere på andre markeder, for derigennem at styrke gruppens slagkraft og internationale markedsposition.
Sverige
I Sverige er DLA Group ud over medlemsvirksomhederne repræsenteret gennem ejerskabet af selskabet Kvarnbyfoder AB, der er et af Sveriges ældste forsyningsselskaber af premixblandinger og tilskudsfoder.
Norge
På det norske marked har DLA Group gennem investeringen i Normin AS fået skabt en stærk position inden for premix- og mineralblandinger til både landbrugs- og aquasegmentet.
Finland
I Finland er DLA Group repræsenteret via selskabet Yrittäjien Maatalous Oy, der forsyner det finske marked med produkter indenfor traditionel grovvarehandel og har endvidere en stærk position indenfor maskinhandel.
Gruppen ejer også Melica Oy, der har hovedaktiviteter indenfor sourcing af foderråvarer til det finske marked, samt markedsføring af premixblandinger til svine- og kyllingeproduktioner.
Baltikum
DLA Group’s baltiske aktiviteter er organisatorisk placeret i Baltic Agro Holding A/S, der omfatter selskaberne A/S Baltic Agro Estland, Baltic Agro SIA Letland, samt Baltic Agro UAB Litauen.
Selskabernes forretningsområder omfatter bl.a. køb og salg af kornprodukter, salg af inputprodukter til landbruget, samt tilbud af forskellige services indenfor landbrugsområdet.
Rusland
I Rusland er det primært aktiviteter indenfor Vilomix forretningsområde, der tegner gruppen der.
Selskabet har fået skabt et godt navn i markedet og oplever en positiv udvikling hos eksisterende kunder, som år efter år udvider med nye anlæg og øget produktionsomfang.
Strategiske samarbejder
I DLA Group’s strategi er yderligere internationalisering et væsentligt led i gruppens fortsatte kommercielle udvikling. Her spiller indgåelsen af strategiske samarbejder en væsentlig rolle for at opnå yderligere indkøbskraft og udnyttelse af værdikæde synergier. Derudover fungerer samarbejderne også som løftestang til at etablere aktiviteter i markeder med vækstpotentiale og gensidige udviklingsmuligheder.
DLA Group har gennem to år samarbejdet tæt med Tysklands næststørste grovvareaktør, Agravis Raiffeisen AG omkring koordinering af indkøbsaktiviteter og investeringer i fælles forretningsaktiviteter.
Samarbejdet har allerede kastet markante resultater af sig og skabt en tæt og fortrolig dialog mellem selskaberne i gensidig respekt for forskellige forretningskulturer. Begge selskaber har interesse i markederne i den østlige del af Europa, og en fælles strategi for kommercielle aktiviteter på disse markeder er nu under udvikling.
I 2011 er der endvidere etableret et samarbejde mellem DLA Group og den finske fødevarekoncern Raisio Group omkring fælles indkøb på en række produktområder. I begyndelsen vedrører aftalen primært råvarer og øvrige produkter til foderproduktion.
Samarbejdet er væsentligt for at sikre DLA Groups position som en konkurrencedygtig aktør på det nordeuropæiske råvaremarked. Sammen med flere internationale partnere, vil vi være i stand til at drage fordel af større indkøbsvolumen og påbegynde nye aktiviteter på nye markedsområder.
